At miste smags- og lugtesansen ville for mig være en kæmpe straf. Som et rendyrket madøre kan duften af citronverbena på en ovnbagt fisk, basilikumblade i en tomatsalat eller revet lime i en keylime pie sende min hjerne ud i en svimlende endorfin-rus.
Den anden dag tillod jeg mig lidt ekstra selvforkælelse. Jeg blev den lykkelige indehaver af den vildeste olivenolie fundet hos Stigs Oliven her på Bornholm. Totalt luksus at sende en støvregn af den ud over en grøn salat, eller dryppe den hen over et stykke knasende vesterhavsost. Dens farve og smag, dens fedme og fornemmelsen på tungen fortæller sin helt egen historie om, at naturen kan sit kram.
Når jeg en sjælden gang vågner med lidt modstand i krop og sjæl, så ved jeg heldigvis hvordan, jeg kan sparke dagen i gang. Sanserne skal vækkes til live for alvor. Så rækker jeg ud efter den badesæbe, lotion, duft som jeg tænker kan bidrage med lidt ekstra godhed. I dag blev det Mirto de Panarea. Den ramte plet igen.
(Jeg kan godt fornemme, at mit indlæg her bliver sådan lidt reklameinfluenceragtigt, men det er faktisk slet ikke hverken tilfældet eller hensigten).
I de her dage går jeg og passer caféen på Grønbechs Gård i Hasle. Det er en fornøjelse på så mange fronter. Og størst er vel nok glæden, når jeg kan få lov til at åbne en helt ny kaffepose fra Buchwalds Kafferisteri. Duften af friskristede kaffebønner er en klar vinder. Kender flere, der ikke kan lide at drikke kaffe, men til gengæld elsker duften. Når så bønnerne brygges til kaffe og serveres sammen med en smeltende lækker flødebolle, ja så bliver man bare ekstra glad for at smags- og lugtesansen er fuldt intakt.
P.S: Min nye kaffekop er lavet af keramiker Hanne Dahlgren. Er den ikke fin?
Duftende sommerhilsner
Helle
cafémutter på Grønbechs Gård